Manchester United skal forberede sig på en budkrig med italienske Inter Milan i jagten på den græske forsvarsspiller, Kostas Manolas. Det rapporterer flere medier onsdag.
af Emil Plovgaard
Manchester United skal forberede sig på voldsom konkurrence og eventuel priskrig i forbindelse med interessen for Roma-spilleren Kostas Manolas. Det skriver flere italienske aviser.
Calciomercato.com hævder således, at Inter er interesserede i den græske landsholdsspiller, men giganterne fra Serie A vil ikke hente forsvarsspilleren, før sommerens transfervindue åbner.
The Sun slog i sidste uge fast, at Manchester United havde budt £32.5 million på Manolas, eftersom Mourinho forsøger at forstærke sit forsvar, på grund af skader til både Eric Bailly og Chris Smalling i løbet af denne sæson.
Mourinho leder efter forstærkninger i forsvaret – koste hvad det vil!
Manolas, som har kontrakt med Roma indtil 2019, har optrådt 16 gange for den italienske hovedstadsklub i alle turneringer i denne sæson.
Mourinho gjorde i sommers Eric Bailly til sit første indkøb, da den ivorianske landsholdsspiller ankom til klubben for en sum af £30 millioner fra La Liga-klubben Villarreal.
Den afrikanske forsvarsspiller pådrog sig en alvorlig knæskade, da man i oktober måned tabte 4-0 til Chelsea, og da Chris Smalling også måtte melde sig skadet, blev Phil Jones og Marcos Rojo altså midlertidigt et makkerpar i centerforsvaret.