Manchester United-legende og tidligere kaptajn for klubben, Roy Keane, mener, at The Reds nu endelig har fundet sig selv og er på vej tilbage mod de helt store tider. Keane mener, United kan dyste med om store titler derhjemme og kontinentalt, efter en stærk start på 2017/18 sæsonen.

(Photo by Dan Mullan/Getty Images)

United maste CSKA Moskva i Rusland med en 4-1 sejr onsdag aften, efter en lige så fremragende 3-0 sejr hjemme mod Basel på gruppens første kampdag. Hertil skal tilføjes en næsten perfekt start i den hjemlige liga, Premier League.

Som ekspert på ITVs Champions League-dækning, udtalte den pensionerede midtbanespiller sig.

– Det ligner, at de kan kæmpe med om de store trofæer i denne sæson. For et år siden eller to, kunne man kun forvente, at de vandt Ligacuppen eller et lignende mindre trofæ. Men nu er de tilbage, og man kan forvente, at de når til de sidste kampe i Champions League og at de vinder Premier League.

United har ikke haft svært ved at finde vej til netmaskerne i denne sæson. Romelu Lukaku, Anthony Martial og Henrikh Mkhitaryan røg alle på scoretavlen i Rusland. Imidlertid var det indkasserede mål, som blev scoret af CSKAs Konstantin Kuchayev, det blot fjerde indkasserede mål i alle turneringer i denne sæson.

Efter ankomsten til Manchester, kan The Reds se frem til modstand fra Crystal Palace, der er særdeles skidt kørende for tiden. De to hold mødes på Old Trafford lørdag eftermiddag.

The Eagles ligger i øjeblikket i den absolutte bund af Premier League, og har ikke fået nogen point på kontoen endnu. Ydermere har de heller ikke formået at score i de første seks kampe i denne sæson.  

Efter Crystal Palace og landskampspausen venter Liverpool og Benfica i svære udekampe.