Argentina slog USA 4-0 i nattens semifinale i Copa América, i hvilken det lykkes Messi at blive all-time topscorer for Argentina.
Argentina satte sig fra start på kampen. Således var der kun spillet tre minutter før Ezequiel Lavezzi headede forhåndsfavoritterne i front efter et smukt oplæg fra holdets superstjerne, Lionel Messi. Efter 32 minutter øgede Lionel Messi selv til 2-0 med et forrygende frisparksmål, som blev sat udenfor Brad Guzans rækkevidde i det fjerneste målhjørne. Det var Lionel Messis landsholdsmål nummer 55, hvilket er ny rekord for det argentinske landshold. Op til kampen havde Messi rekorden sammen med den tidligere bomber, Gabriel Batistuta, der nu må se sig henvist til at være næstmest scorende for Albicelestes.
Efter scoringen til 2-0 kværnede Argentina videre, og hev en sikker sejr på 4-0 hjem. I det 50´og 86´minut øgede Gonzalo Higuaín føringen, hvilket var strikerens tredje og fjerde scoring under dette års turnering.
Søndagens finalemodstander i Copa América skal findes mellem sidste års vindere fra Chile og Colombia. Holdene tørner sammen i nat klokken 2 dansk tid. Kampen bliver for Chiles vedkommende uden holdets store profil, Arturo Vidal der sidder over med karantæne efter for mange gule kort gennem turneringen.
Om Lionel Messi kan fejre sin nylige rekord med sit første større landsholdstrofæ, afgøres søndag i en kamp, der formentligt bliver tæt løb indtil slutfløjtet.