Liverpools egyptiske stjerne, Mohamed Salah, kan forlade Anfield til fordel for FC Barcelona eller Real Madrid, hvis han scorer over 25 mål i denne sæson. Det mener den tidligere egyptiske fodboldstjerne, Mido.
Mohamed Salah begyndte sin sæson langsomt, men har genfundet sin form i de seneste par uger.
Den 26-årige egypter har nu scoret 16 mål i alle turneringer i denne sæson for Liverpool, som fører Premier League.
– Man ved aldrig i fodbold. Hvis Barcelona eller Real Madrid henvender sig til dig, vurderer du dine muligheder nøje. Sådan er alle spillere, fortæller Mido til CNN.
Egypteren mener også, at der er forskel på at spille i Barcelona og Real Madrid, når man er Liverpool-spiller.
– Barcelona og Real Madrid er bare anderledes – med al respekt for Liverpool.
– Jeg tror, at Barcelona og Real Madrid ventede på at se, hvordan Salah ville spille i denne sæson. De køber ikke spillere efter kun én enkelt god sæson.
Ifølge Mido skal der mere end 25 mål til i denne sæson, før Real Madrid eller Barcelona er interesserede.
– Jeg tror, at hvis Salah scorer mere end 25 mål, at de så vil gå efter ham, og så bliver det svært for Liverpool at holde på ham.
Liverpool skal i kamp senere i dag mod Manchester City. Opgøret fløjtes i gang klokken 21.00 og kan ses på TV3+ samt Eurosport Player.