Et 3-1-nederlag til ærkerivalerne fra Liverpool søndag eftermiddag blev det sidste søm i José Mourinhos kiste hos Manchester United. Mindre end 48 timer senere, annoncerede klubben, at portugiseren var et overstået kapitel i klubben.

Han var engang en af de mest anerkendte trænere i fodboldverdenen, men hans omdømme har lidt et svært knæk de seneste år. Først med fyringen i Chelsea for tre år siden og nu er han også blevet fyret i Manchester United.

Men hvor skal han så hen nu?

Vi tager et kig på mulige destinationer for den portugisiske, engang så succesfulde, træner.

Real Madrid

Gå aldrig tilbage til en fuser, lyder ordsproget. Men var Mourinho en fuser hos Real Madrid? Han førte klubben frem til den hjemlige titel i 2011/12-sæsonen, hvor han høstede imponerende 100 point i samme sæson og dermed overgik Pep Guardiola og Barcelona. Mourinho måtte dog forlade klubben under nogle heftige beskyldninger. Blandt andet skulle han have haft problemer med Iker Casillas, Pepe og Sergio Ramos hos Los Blancos.

Tidligere på sæsonen fik Julen Lopetegui sparket, men det skal ikke afholde os fra at gøre Real Madrid til en mulig destination for Mourinho. Selvom Santiago Solari er blevet ansat på en fuldtidskontrakt, så varer livet for en Real Madrid-træner aldrig særlig længe.

Inter

Hvis ikke det bliver Real Madrid, så kunne det måske blive Inter. Her havde portugiseren også en succesfuld tid fra 2008 til 2010. Han hev blandt andet en Treble hjem i sin sidste sæson hos Nerazurri, der altså indebar Serie A, Coppa Italia og Champions League.

I øjeblikket er Luciano Spalletti ansat i klubben, og han har indtil videre gjort det godt. Men hans seneste præstationer i Champions League – Inter røg ud af gruppespillet – kan måske få bestyrelsen i klubben til at revurdere hans kontrakt og tilbyde jobbet til en ny.

Portugal

Mourinho har før snakket om sin lyst til at lede sit moderland. Timingen er dog knap så god. Fernando Santos, den nuværende landstræner, førte Portugal frem til succes ved EM i 2016, og er blandt de sidste fire ved Nations League.

Men skulle Portugal vise nogle former for svaghedstegn ved kvalifikationen til EM i 2020, så bør de måske kigge sig om efter noget nyt, friskt kød, eftersom Santos har været træner for portugiserne siden 2014.