Af Anders Lang Jensen
Jose Mourinho arbejdede i Chelsea for sæsoner tilbage med stor succes det meste af tiden i hvert fald. Nu jagter han en tidligere kending i spidsen for Manchester United.
Nemanja Matic er navnet på midtbanemanden, der har en stor andel i det netop afsluttede mesterskab for Chelsea i den engelske Premier League. Mourinho hentede netop den serbiske stjerne til Chelsea i 2014 fra portugisiske Benfica.
Engelske The Sun skriver i dag, at manager Jose Mourinho forbereder at hente Matic til Manchester United. Den karismatiske manager er klar med et bud på £35m svarende til ca. 300 mio. danske kroner.
Mourinho vil have et andet udtryk på sit Manchester United-hold næste sæson. Der skal større kvalitet ind i truppen, og her er Nemanja Matic det oplagte valg for Mourinho.
Det bliver en svær opgave for Mourinho at hente den serbiske landsholdsspiller til drømmenes teater. Chelsea-manager Antonio Conte forbereder en bred trup frem mod næste sæson, hvor Chelsea igen skal tørne ud i det forjættede land Champions League.
Udover Matic øjner Mourinho også en handel med Tottenhams Eric Dier. Og Chelsea-ledelsen er ifølge avisen interesserede i AS Monaco-stjernen Tiemoue Bakayoko, som vel sagtens kan ses som en Matic-afløser i Chelsea-truppen.
Jose Mourinho jagter en ny midtbane. Engelske Michael Carrick og hans karriere synger på sidste vers, og Matic er tænkt som den oplagte makker til franske Paul Pogba på den centrale midtbane på Old Trafford.
Den 28-årige fysiske midtbanespiller løfter i dag Premier League-trofæet sammen med resten af Chelsea-holdet. Det sker i hjemmekampen mod nedrykkede Sunderland, der fløjtes i gang kl. 16.00.