Af Anders Lang Jensen
I gårsdagens sene Premier League-kamp besøgte Everton Old Trafford i kampen ude mod Manchester United. Det var samtidig Wayne Rooneys hjemkomst til sin hjemmebane gennem mange år.
Men den engelske veteran kunne ikke gøre mere ved, at Jose Mourinhos mandskab klaskede The Toffees med hele 4-0. Det var den første optræden på det ikoniske stadion siden Rooneys skifte tilbage til barndomsklubben på Goodison Park denne sommer.
Den 31-årige englænder fik en varm velkomst af de mange tusind fremmødte United-fans. Og det er måske ikke sidste kapitel med Rooney og United, der er skrevet. En mulig fremtid kan være på tale, hvis man skal tro manager hos The Red Devils, Jose Mourinho.
”Alle klubber gør dette i England. Jeg kan kun tale om Old Trafford og Stamford Bridge. Når der kommer gamle spillere tilbage på stadion, får alle en god velkomst. For mig er det ikke nogen overraskelse.”
På pressemødet efterfølgende på Old Trafford sagde The Special One om Rooney: ”Han er hjemme igen, og jeg tror på at han kommer hjem igen en dag.”
United moste som skrevet Ronald Koemans tropper med hele 4-0, og præstationen kunne der ikke pilles ved fra The Red Devils. På mål af Antonio Valencia, Romelu Lukaku, Henrikh Mkhitaryan og Anthony Martial hev United endnu 3 point ind på kontoen.
”Jeg synes præstationen var god. Specielt de første 30-35 minutter. Disse var vel sagtens de bedste for os indtil videre i sæsonen”, sluttede den portugisiske manager.