Nu skal der igen hentes Galacticos til storklubben, der går under samme kælenavn, og den første superstjerne er allerede på vej efter Zinedine Zidanes comeback som træner i den spanske storklub.
Han hedder Eden Hazard, og hans navn har spøgt i ualmindeligt lang tid i Real Madrid, men nu ser det endelig ud til at blive til noget, skriver Marca. Indenfor få dage ventes Eden Hazard at kunne kalde sig Real Madrid-spiller.
Eden Hazard, Real Madrid og Chelsea er tæt på at nå til enighed om transfersum, lønforhold og kontraktlængde, mener Marca at vide, og derfor rejser den belgiske landsholdsanfører inden længe til Madrid for at færdiggøre aftalen. En aftale, der angiveligt sender Eden Hazard til den spanske hovedstad i seks sæsoner.
Zinedine Zidane skulle have givet grønt lys til den store transfer i sidste uge, da han havde kigget sin trup efter i sømmene. Og der fandt han så åbenbart plads til en af verdens bedste offensivspillere.
Real Madrid har i rigtig lang tid haft øje på Eden Hazard, og allerede i sommer tog storklubben kontakt til Chelsea, men dengang ville Premier League-klubben have 1,5 milliarder kroner for Hazard. Derfor trak Real Madrid-følehornene til sig.
Med en transferkarantæne hængende over hovedet på Chelsea, har mange haft den idé, at Chelsea under ingen omstændigheder ville sælge, når det ikke er umuligt at hente en erstatning. Real Madrid er bare svær at sige nej til.
”I kender mig. Jeg har altid elsket Real Madrid, selv før Zidane, så vi må se, hvad der sker”, har Eden Hazard sagt til avisen The Mirror i løbet af ugen.