José Mourinho har tænkt sig at skifte til fransk fodbold i næste sæson. Det skriver L’Equipe. Mediet melder, at den portugisiske træner har henvendt sig til to franske klubber.
AF: EMIL PLOVGAARD
Den tidligere Chelsea- og Manchester United-træner har stået uden arbejde, siden han blev fyret hos sidstnævnte i december sidste år.
Han vil dog gøre alt for at stå i spidsen for en klub fra begyndelsen af 2019/20-sæsonen, lyder det.
Og derfor har han efter sigende gjort det klart over for både Lyon og Monaco, at han ønsker at lede slagets gang.
LÆS OGSÅ: Mourinho: Derfor ville jeg ikke hente Kylian Mbappé til min kommende klub
Mourinho har vundet flere mesterskaber i både Portugal, England, Italien og Spanien, og for nylig udtalte han, at han gerne ville vinde et trofæ i en “femte liga”.
– Jeg har sat mig som mål at vinde et trofæ i en femte liga, og en ny Champions League-titel i en tredje klub, fortæller Mourinho til franske Canal+.
Mourinho: Kan godt forestille mig at være træner i Ligue 1
Derudover fortalte træneren også om sit ønske om at kunne få lov til at være træner i Frankrig. Det skete efter, han havde set en kamp mellem Lille og Montpellier i sidste måned.
– Jeg kan godt forestille mig at være træner i Ligue 1, sagde han dengang til beIN Sports.
– Jeg er en mand, som har arbejdet i fire forskellige lande. Jeg vil gerne kende andre kulturer. At arbejde i en ny liga ville være en fantastisk oplevelse.
– Lige nu er jeg rolig, jeg sørger for at tilbringe tiden sammen med familie og venner. Jeg arbejder stille og roligt hen mod at kunne blive træner igen.
Lyon, som røg ud til Barcelona i ottendedelsfinalen i Champions League, ledes i øjeblikket af Bruno Genesio.
I mellemtiden har Monaco genansat Leonardo Jardim som træner.
Den tidligere træner, Thierry Henry, fik dem et godt stykke under nedrykningsstregen, men nu har klubben altså fået lidt luft ned til de nederste pladser igen.
LÆS OGSÅ: Medie: Her er tre spillere, som kan erstatte Luis Suárez