Brøndby IF har fået glæde af en ny spiller på klubbens førstehold. Således er Jesper ‘Jobbe’ Lindstrøm rykket op i klubbens professionelle afdeling, og han har fået sig en kontrakt i Superligaen.

Brøndby har ofte fået kritik af, at man ikke har særlig mange danskere i startopstillingen, men nu får førsteholdstruppen glæde af endnu en dansk spiller.

Der er tale om Jesper ‘Jobbe’ Lindstrøm, der støder til klubbens førstehold fra klubbens Masterclass-afdeling. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Det unge talent kommer dog til at tørne ud for U/19-holdet i endnu en sæson, men i sommeren 2019 vil han tilgå klubbens førstehold, og dermed indgå som en fast bestanddel af truppen.

– Jeg er rigtig glad og rigtig stolt over min nye kontrakt. Det er jo en drøm, der går i opfyldelse – en drøm jeg har haft, siden jeg var en helt lille dreng, fortæller Lindstrøm til klubbens hjemmeside.

Jesper ‘Jobbe’ Lindstrøm har fået sin fodboldopvækst på Vestegnen. Han kom til Brøndby IF som 12-årig.