Af Anders Lang Jensen

Brøndby IF rejser i morgen af sted mod varmen og på træningslejr til Dubai. Formen skal findes, og der skal trænes hårdt i den bagende hede. Men det bliver uden en hvis målmand i truppen, når de rejser mod syden.

For klubben på Vestegnen bekræfter nu, at de sender den 18-årige målmand Jacob Pryts til Næstved Boldklub på en lejeaftale. Den unge keeper har langt til spilletid med Frederik Rønnow i brøndbymålet og 2. målmanden Adam Larsen hentet ind fra norsk fodbold.

”Jacob er en ung, talentfuld målmand, og håbet med lejeaftalen i dette forår er selvfølgelig, at vi kan sætte yderligere skub i en i forvejen positiv udvikling. Vi har p.t. fire målmænd i Superliga-truppen, og aftalen med Næstved Boldklub er derfor en oplagt mulighed til at give Jacob værdifuld erfaring som seniorspiller”, siger sportsdirektør i Brøndby, Troels Bech til klubbens hjemmeside.

18-årige Pryts forlængede sin kontrakt med de blå-gule tidligere på måneden, og bliver rykket på superliga-holdet til sommer.