Det danske landshold i er fuld gang med at forberede sig til VM-slutrunden. I dag blev det dog uden en af spillerne, da han havde travlt med at skulle bestå et lægetjek.
Dortmund har i dag bekræftet, at de har købt den danske landsholdsspiller Thomas Delaney fra Werder Bremen.
Ekstra Bladet melder, at handlen bliver på omkring 150 millioner kroner. Det gør Delaney til den dyreste danske fodboldspiller nogensinde.
Avisen har også tidligere skrevet, at FC København sikrede sig en videresalgsklausul i forbindelse med salget af Delaney til Werder.
Den sikrer angiveligt FCK 15 procent af summen over de 15 millioner kroner, som Delaney blev solgt for i sin tid. Det vil sige, at godt 20 millioner kroner er på vej til FCK.
Den nu tidligere Werder Bremen-spiller har gennem længere tid været i søgelyset hos flere Premier League-klubber, men da Dortmund meldte sig på banen, var han ikke i tvivl.
Jeg kunne ikke sige nej
“Jeg har tidligere udtalt, at jeg foretrak et skifte til Premier League, hvor der løbende også har været tilbud fra, men da Dortmund meldte sig på banen skulle jeg ikke tænke over det to gange.”
“For mig er Dortmund ét af de ti bedste hold i Europa og ét af de største hold i Tyskland. Og deres stadion taler vist for sig selv.”
“Jeg lover, at jeg altid vil give mig hundrede procent. Jeg ser frem til udfordringen i Dortmund, og forhåbentlig kan jeg være med til at vinde et trofæ elller to i sort og gult”, siger Thomas Delaney til klubbens hjemmeside.
Dortmund sluttede på fjerdepladsen i den netop overståede sæson i Bundesligaen. Hele 29 point efter mestrene fra Bayern München.