Nyheden, som alle gik og ventede på skulle ske, er nu sket. Jores Okore er fra og med i dag ny AaB-spiller, og skal med aalborgenserne til Rostock på træningslejr.

Foto: AaB

Aalborgenserne præsenterede her til aften Jores Okore som ny spiller. Jores Okore skiftede som ungdomsspiller fra B93 til FC Nordsjælland, hvor han henover 79 officielle kampe var med til at vinde både en pokaltitel, et dansk mesterskab og spille i UEFA Champions League.

Den stærke midtforsvarer bliver tilknyttet til AaB frem til sommeren 2020. Udover rutinen fra Superligaen, har Okore også opnået PL-erfaring. Han nåede at tørne ud i 38 kampe i Premier League for Aston Villa.

I AaB bliver Okore genforenet med Morten Wieghorst, som han var sammen med om at vinde DBU Pokalen i 2011, foruden at Wieghorst gav Okore debut i Superligaen.

Selv udtaler Okore til AaB’s hjemmeside følgende:

“AaB er et af de store hold i Superligaen, og det er min målsætning at spille kontinuerligt og på højt niveau og på den måde bidrage til, at vi slutter i toppen af Superligaen.”

Okore har første træningsdag sammen med sine nye holdkammerater i morgen, og er noteret for 8 A-landskampe for Danmark. Han får trøje nummer 15 i AaB.