Førerholdet i Championship, Leeds United, har bekræftet ankomsten af den tidligere spanske landsholdsmålmand, Kiko Casilla. Klubben meddeler, at han får fire og et halvt år i den hvide trøje.
Leeds United har været kædet sammen med et skifte for Casilla i de seneste uger, idet de ønsker at forstærke deres chancer for at rykke op i denne sæson.
Og nu er det så officielt. Leeds United bekræfter på sin hjemmeside, at man har købt Casilla fri af kontrakten på Santiago Bernabéu, og dermed bliver han det første indkøb, Marcelo Bielsa, laver i dette transfervindue.
Casilla har spillet i næsten fire år hos Real Madrid, hvor han har konkurreret med Keylor Navas og Thibaut Courtois om en plads i startopstillingen.
På Elland Road, får Casilla også kamp til stregen. Her skal han kæmpe med Bailey Peacock-Farrell og Will Huffer om en plads mellem stængerne.
Leeds United indtager i øjeblikket førerpositionen i Englands næstbedste række, The Championship.
Klubben rykkede ned fra Premier League i 2003/04-sæsonen, og har siden da ikke befundet sig i den bedste, engelske række.
Marcelo Bielsa overtog styringen i klubben op til denne sæson. Siden da er Leeds blevet forvandlet til et hold, der emmer af selvtillid. Holdet har i øjeblikket et pointsnit på 2 pr. kamp. Det skal gerne blive ved, hvis klubben vil spille Premier League efter sommerferien.