Tottenham har taget første skridt i jagten på at forbedre sidste sæsons tredjeplads i Premier League. Manden der skal hjælpe klubben til det er fra Kenya, spiller central midtbane og så er han lige så stærk som en okse. 

Af David Paris 

Man behøver blot at lave elevatorblikket en enkelt gang på Tottenham Hotspurs nye midtbanespiller, før man nærmest ryster i bukserne og løber væk fra den næste tackling med ham.

Manden hedder Victor Wanyama, kommer fra Kenya, vejer 82 kg og er 188 cm høj. Et monster af en spiller, som siden 2013 har regeret på Southamptons midtbane. Men nu skifter den 24-årige professionelle fodboldspiller altså til Tottenham, hvor han kan se frem til Champions League-fodbold.

Fire år på White Hart Lane

Den kenyanske landsholdsspiller har underskrevet en kontrakt der løber frem til år 2020 og bliver dermed også klubbens første nyindkøb frem mod næste sæson.

LONDON, ENGLAND - FEBRUARY 02 :  Victor Wanyama of Southampton and Alexis Sanchez of Arsenal during the Barclays Premier League match between Arsenal and Southampton at the Emirates Stadium on February 2, 2016 in London, England.  (Photo by Catherine Ivill - AMA/Getty Images)

Grunden til at handlen kommer nu er, ifølge det engelske medie Goal.com, at han kun havde 12 måneder tilbage af sin kontrakt hos Southampton, så derfor, hvis klubben ønskede at tjene penge på ham, så skulle de altså sælge ham i dette transfervindue.

Overgangssummen lyder på 125 millioner danske kroner, omkring 10 millioner mere end han blev solgt for i 2013, da han underskrevet Southampton-kontrakt fra den skotske klub Celtic.

Tottenham offentliggjorde nyindkøbet på deres Twitter-profil i går, se det nedenfor:

Selvom Southampton sluttede som nummer seks og dermed skal spille Europa League næste sæson, har Wanyama tilsyneladende større ambitioner og ifølge førnævnte medie, er det altså Champions League-fodbolden der virkelig har lokket ham.