Den tidligere Barcelona-spiller Emmanuel Petit mener ikke, at Leo Messi ville få samme succes i Premier League som Cristiano Ronaldo havde.
Leo Messi har som bekendt spillet i Barcelona hele sin karriere. Og den 32-årige argentiner har da også sagt, at han gerne vil slutte i samme klub, når han engang stiller fodboldstøvlerne på hylden. Men på det seneste har der været spekulationer i spanske medier om superstjernens fremtid, da han har mundhuggedes med sin sportchef, Eric Abidal, i pressen. Men skulle det ske, at Leo Messi skal væk fra Barcelona, bør han ikke tage til Premier League. Det mener Emmanuel Petit i hvert fald, som franskmanden pointerer i et interview med Mirror.
”Jeg tror ikke, han passer til engelsk fodbold. Han bryder sig ikke om at blive lukket ned og presset hårdt. I Spanien er han beskyttet. Det vil være en fryd for engelske fodboldfans at se ham, men jeg kan ikke se, hvorfor en klub som eksempelvis Manchester City vil gå ham efter i den alder,” siger den tidligere Arsenal- og Barcelona-spiller.
Mens en spiller som Cristiano Ronaldo holder niveau i en alder af 35 år, så er det anderledes med Messi, mener Petit. Selvom argentineren stadig leverer på topniveau, så har han ikke samme statur og fysik som portugiseren.
”Messi er ikke den samme maskine som Cristiano Ronaldo, rent fysisk. Ronaldo er et monster, men som 32-årig har Messi kun et par år tilbage på topplan. Selv omringet af fantastiske spillere vil han ikke bevare sin fart og dribleevne. Jeg er sikker på, at han(Messi) er bevidst om, at enden snart er nær,” siger Emmanuel Petit til det engelske medie.
Cristiano Ronaldo har foreløbig nettet 20 gange i Serie A i denne sæson, mens Leo Messi er oppe på 14 scoringer i La Liga.