Pierre-Emerick Aubameyang

Pierre-Emerick Aubameyang er en fodboldspiller, som er født og opvokset i Frankrig og til dels Italien, men han har rødder fra Gabon. I øjeblikket spiller han for Arsenal i Premier League og så er han anfører på Gabons landshold. Hans far var også selv professionel fodboldspiller, og derfra arvede Pierre-Emerick i en tidlig alder interessen for fodbold.

Pierre-Emerick Aubameayng Arsenal

Pierre-Emerick Aubameyang jubler efter en scoring mod Cardiff i september 2018. Foto: Catherine Ivill/Getty Images

Han spillede for en række europæiske klubber, før han i 2011 skiftede til Saint-Etienne i Ligue 1. To år senere blev han skudt afsted til Borussia Dortmund i Bundesligaen. I 2018 tog han så det store spring til Premier League, hvor Arsenal stod klar med åbne arme. Pierre-Emericks kendetegn er især hans utrolige fart, som har kommet ham til gode i mange situationer. I 2015 vandt han Afrikas bedste spiller og blev dermed den første spiller fra Gabon til at vinde lige netop den pris. I 2016 blev han kåret som den 8. bedste spiller i hele verden.

Fulde navn: Pierre-Emerick Emiliano Francois

Klub: Pierre-Emerick Aubameyang spiller i øjeblikket for Arsenal i Premier League. Han skiftede til klubben i januar 2018.

Løn: Pierre Emerick-Aubameyang tjener 9,4 millioner pund om året. Omregnet til danske kroner er det en årsløn på 77 millioner kroner. Eller 2,4 kroner i sekundet.

Land: I de første år af hans liv voksede han op i Frankrig, men farens arbejde gjorde, at han og familien flyttede til Italien. Han repræsenterer dog Gabon, hvor begge hans forældre kommer fra.

Højde: Pierre-Emerick Aubameyang er en høj fyr. Han er 1,87 meter.

Vægt: Pierre-Emerick Aubameyang vejer 80 kilo. Det giver ham en BMI på 22,9, og dermed er han en sund person ifølge denne skala.

Position: Gaboneseren spiller angriber.

Pierre-Emerick Aubameyangs klubhistorie

Pierre-Emerick Aubameyangs professionelle karriere begynder i den franske klub, Dijon. Som 18-årig scorer han, som han vil, og i den franske pokalturnering ender han som topscorer. Det tiltrækker naturligvis interesse fra mange klubber. For en kort periode er han lejet ud til Lille og Monaco.

I 2011 tog han endelig et permanent skridt op i karrieren. Han skrev kontrakt med Saint-Etienne, og bare tre måneder efter ankomsten scorede han hattrick i en kamp mod Lorient.

I 2012/13-sæsonen vandt han sammen med resten af holdet Coupe de la Ligue. Han blev topscorer i turneringen med 16 mål – halvdelen af holdets totale målantal. I ligaen scorede han 18 mål og lavede oplæg til syv mål.

Hans målamok fortsatte ind i den nye sæson, og han havde scoret næstflest mål af alle spillere i ligaen, da sæsonen var overstået. Det blev til 19 mål i 37 kampe. Præstationerne gjorde ham berømt rundt om i Europa – og han besluttede sig for at skifte til Borussia Dortmund.

Den gyldne tid i Dortmund

Pierre-Emerick Aubameyang Dortmund

Pierre-Emerick Aubameyang har netop scoret et mål mod Tottenham Hotspur i ottendedelsfinalen i marts 2016. Foto: Paul Gilham/Getty Images

Han fik sin debut for Dortmund i juli 2013 i en kamp mod Bayern München i DFL-Supercup. I sin debut i Bundesligaen mod Augsburg scorede han hattrick. Ydermere var han den første spiller fra Gabon til at spille en kamp i Bundesligaen. Han sluttede sin første sæson i Dortmund af med at score i alt 16 mål.

I 2014/15-sæsonen scorede Pierre 25 mål i 46 kampe og hjalp således holdet med at nå frem til DFB-Pokalen samme sæson. I juli 2015 forlængede han sin kontrakt, så den nu udløb i 2020.

I oktober 2015 scorede han først hattrick mod Qabala FK i Champions League og få dage senere noterede han sig også for et hattrick mod Augsburg i den hjemlige liga.

I 2016/17-sæsonen blev Aubameyang decideret vanvittig. Han kunne notere sig for hele 31 mål i 36 kampe, og det stod nu klart, at han var for god til Bundesligaen.

I januar 2018 hentede Arsenal ham for en endnu ukendt sum, men beløbet rygtedes til at være 56 millioner pund.

Pierre-Emerick Aubameyangs barndom

Pierre-Emerick Aubameyang begyndte med at gå til fodbold i en alder af seks år. Siden dengang har hans kendetegn været den utrolige fart, han besidder.

Han voksede op i et fodboldgalt hjem, og fodbolden er derfor kommet ind med modermælken. Sammen med sine to andre brødre tilbragte de en stor del af deres fritid i haven, hvor de spillede fodbold på livet løs. Begge hans brødre har også begået sig i den professionelle fodboldverden.

Pierre tilbragte det meste af sin barndom i Milano, hvor hans far fik arbejde som talentspejder. I 2007 blev Pierre optaget på et fodboldakademi i den italienske by, og her fik han mulighed for at prøve sig selv af på AC Milans ungdomshold.

Privatliv: Pierre-Emerick Aubameyang blev født i den franske by, Laval, den 18. juni 1989. Han er søn af Pierre og Margarita. Han har to brødre. Hans far har gennem hele livet haft en indflydelse på Pierre-Emericks karriere.

Han er i et forhold med Alysha, med hvem han også har en søn, Curtys.

Udover fodbolden, så er Pierre også en aldeles god sprinter. Han har løbet 30 meter på 3,7 sekunder, og det er efter sigende bedre end ‘verdens hurtigste mand’ Usain Bolt. Han er blevet udfordret af den tyske sprinter, Julian Reus, til et 100-meter løb, men han har endnu ikke accepteret udfordringen.

Han er angiveligt også en stor fan af sportsvogne og tegneserier. Efter en sejr i en Bundesliga-kamp jublede han med en Spiderman-maske på hovedet.

Pierre-Emerick Aubameyangs landsholdskarriere

Pierre-Emerick Aubameyang Gabon

Pierre-Emerick Aubemayang ses her i en duel med en sydkoreansk spiller under OL i 2012. Foto: Michael Steele/Getty Images

Pierre-Emerick fik tilbudt at repræsentere Italiens U19-landshold, men han besluttede sig for at tørne ud for Frankrigs U21-ditto. I marts 2009 tog han et valg. Og overraskende nok valgte han hverken Frankrig eller Italien, men derimod Gabon. Aubameyang hjalp blandt andet landsholdet frem til kvartfinalen i African Cup of Nations i 2012, og repræsenterede også sit land ved OL i London i sommeren 2012.

Du kan læse om mange andre profiler, ved at klikke på dette link. Læs blandt andet om spillere som Christian Eriksen, Gareth Bale, Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og mange andre store stjerner.