Har dette års Champions League fået en ny favorit til at tage titlen, når finalen spilles i Cardiff i maj? PSG leverede en overbevisende præstation mod FC Barcelona i aftenens kamp, og det var da i den grad en historisk sejr for de franske mestre. PSG splittede FC Barcelona ad og de må nu anses for at være en af favoritterne til Champions League titlen i år. De gjorde det uden Zlatan og beviste at de er videre, og at spillere som Cavani, Verratti, Di Maria og Draxler sagtens kan løfte arven efter svenskeren.
Kun tre gange før i Champions League’s historie er det sket, at FC Barcelona har tabt med 4 mål eller mere, og der var nok ikke mange, der havde regnet med at den fjerde gang skulle komme her til aften. Desuden har PSG kun to gange før, slået FC Barcelona, hvoraf begge gange har været med et enkelt mål.
Modsat det dominerende PSG hold ser man et tandløst FC Barcelona mandskab, som sjældent er blevet kørt over på lignende måde, både taktisk og teknisk. Den magiske trio oppe foran, organisationen på midten og i forsvaret blev fuldstændig slået ud af den franske knytnæve, der var klar på at lave en knockout fra første fløjt.
Dominansen i europæisk og spansk fodbold lader til at være tabt for FC Barcelona. Det ligner ikke et hold, der er i stand til at vinde store kampe som disse og der kan stilles et stort spørgsmålstegn ved flere af spillerne og om deres niveau er til sådanne kampe, eller om de skal skiftes ud til sommer. Modstanderne har nemt ved at læse dem og de er i den grad afhængige af, at deres superstjerner oppe foran leverer magiske momenter, hvilket de ikke var i nærheden af i aftenens kamp.