Mr. Barcelona. Sådan omtales Carles Puyol, der i 18 sæsoner tørnede ud for den catalanske klub. Og selvom han har spillet det meste af sin karriere for en enkelt klub har han i et interview afsløret, at han også har et andet hold, han holder med og følger nøje.

Den tidligere spanske landsholdsanfører har i et interview til Squawka ved dette års Golden Foot Award, som i øvrigt blev vundet af Buffon, udtalt, at han holder med AC Milan, og at han håber de kommer ud af den nuværende krise og ind på et spor, der kan føre dem mod bedre tider.

Nedenfor kan du læse Squawkas interview med Puyol:

“Jeg holder selvfølgelig allerførst med Barcelona. Men derefter kommer Milan, og det har jeg altid sagt offentligt. Jeg holder med Milan, når de ikke møder Barcelona. Det er en stor klub, også selvom de har det svært for tiden.”

Carles Puyol har spillet mange kampe for Barcelona mod netop Milan, og senest de to hold mødtes endte catalanerne med en 3-1 sejr. Men det er efterhånden længe siden, for den norditalienske klub har i øjeblikket svært ved at kvalificere sig til Champions League på grund af svigtende resultater.