I går aftes var der højdramatik i spansk fodbold. Real Madrid besøgte Valencia på mægtige Mestalla stadion og de hvide fra hovedstaden kunne med en sejr rykke forbi FC Barcelona grundet bedre målscore.
Kampen endte 2-2, men det var ikke uden dramatik af bedste skuffe. Real Madrid spillede de sidste tyve minutter i undertal og det gav hjemmeholdet muligheden for at trykke på.
I kampens sidste minut havde både Valencias Alvaro Negredo og Real Madrids Gareth Bale store muligheder for at afgøre kampen til deres fordel. Særlig Keylor Navas’ redning af Negredos venstrebensskud lige før slut får idag spanske medier til at spekulere i om målmanden ikke bare reddede det ene point, men også lidt ekstra tid til træner Rafa Benitez.
Efter kampen udtalte Real Madrid-forsvarer, Sergio Ramos, sig til spanske Movistar+:
”Benitez har kredit i banken. Uanset hvem træneren er, står vi altid bag ham”,
sagde Ramos, inden han fortsatte med refleksioner om kampbilledet:
“Det var en kamp med megen intensitet. Vi gik efter sejren, men som tingene udviklede sig havde de mulighed for at svare tilbage”.
Ramos henviste her blandt andet til udvisningen af kroatiske Mateo Kovacic i det 69. minut og det mener han fik indflydelse på kampen.
”At holde intensiteten er hårdt og anstrengende. At spille med én mand i undertal kræver dobbelt arbejde, men vi stod godt. Vi ønskede dog at begynde året med et blankt ark og en anden attitude og det synes jeg vi viste i dag”,
sagde Ramos. Ved stillingen 1-0 gik Bale til jorden inde i feltet. Det var kort inden Valencia scorede til 1-1. Om situationen sagde Ramos:
”Dommere er mennesker og de laver fejl. Nogle gange er det godt for dig og andre gange går det imod dig”.
Med det uafgjorte resultat ligger Real Madrid to point efter FC Barcelona og fire efter Atletico Madrid – la liga’s nye serieleder. FC Barcelona har dog spillet én kamp mindre.