Arsenals træner Unai Emery er på udkig efter en central midtbanespiller i år, idet Aaron Ramsey rygtes på vej til Juventus.

af: EMIL PLOVGAARD

Arsenal har en vis form for vished om, at Aaron Ramsey forlader klubben til sommer. Derfor er der nødt til at komme en erstatning.

Efter 11 år i klubben, har Aaron Ramsey nemlig besluttet sig for at skifte til et helt andet land. Ifølge flere engelske medier er han nemlig uhyre tæt på at skifte til den italienske mastodont, Juventus.

Massimiliano Allegri i Juventus har reageret hurtigt, og har besluttet sig for at få den 28-årige til Torino. Ramsey bliver angiveligt den næstbedst lønnede spiller i Juventus, lige efter Cristiano Ronaldo.

Her er fem mulige erstatninger, som Arsenal bør holde øje med:

1: Hector Herrera

Portos midtbanespiller, Hector Herrera, som minder meget om Aaron Ramsey, kan erhverves kvit og frit til sommer. Den mexicanske landsholdsspiller nægter nemlig at forlænge med den portugisiske klub.

Endvidere har det flere gange været nævnt, at Arsenal er iblandt en række klubber, som kæmper om Herreras underskrift. Udover Arsenal skulle blandt andet Wolverhampton, Inter og Roma være interesseret i mexicaneren.

2: Denis Suarez

Barcelona-spilleren arbejdede sammen med Emery i Sevilla i 2014/15-sæsonen. Den 25-årige midtbanespillers alsidighed er en væsentlig grund til, at netop Arsenal er ude efter ham.

Suarez har angiveligt allerede forhandlet en kontrakt med Arsenal. London-klubben har dog måske ikke råd til ham. Barcelona spørger nemlig om 10 millioner pund.

3: Nicola Barella

Cagliari-stjernen er på vej væk til en større europæisk klub i nærmeste fremtid. Klubber som Chelsea, AC Milan og Napoli følger alle nøje hans udvikling.

Men ifølge Ghilda Pensante, som er journalist hos Sky i Italien, har også Arsenal udvist interesse for den 21-årige spiller, som har fået næsten alle kampene i Serie A i denne sæson.

– I øjeblikket er det mest sandsynligt, at han bliver i Cagliari frem til sommer. Den klub, som er tættest på Barella i italiensk fodbold er Napoli. AC Milan kommer lige efter.

– Maurizio Sarri fra Chelsea kan også godt lide barella, men den klub i Premier League, som udviser mest interesse for Barella, er faktisk Arsenal.

4: Emile Smith Rowe

Emery bør måske rette et blik mod sin egen trup for at finde en erstatning for Aaron Ramsey.

Den 18-årige Smith Rowe har været fremragende i de kampe, han har fået i denne sæson. Det er blevet til tre mål i seks kampe på tværs af alle turneringer.

Arsenals fans elsker deres egne spillere, og Smith-Rowe vil helt sikker blive en kultfigur på Emirates, såfremt han er i stand til at fylde Ramseys støvler.

5: Joe Willock

Ligesom med Smith-Rowe, så har Joe Willock bare grebet chancen, når han har fået den i denne sæson.

Den unge Willock har også scoret tre mål i denne sæson. Det er dog sket på kun tre kampe.

Han scorede to gange mod Blackpool i 3-0-sejren i sidste weekend, og han er helt sikkert fremtidens mand i Arsenal. The Gunners har afvist flere lejetilbud fra klubber i Championship i denne sæson, hvilket vidner om tiltro til den unge Willock.

Arsene Wenger var også en stor fan af Willock, som blev tildelt 11 kampe i alle turneringer i sidste sæson på trods af sin unge alder.