Saba Lobjanidze sættes i øjeblikket i forbindelse med Brøndby, og Randersspilleren fortæller, at han er klar på et skifte til en anden dansk klub.
Ifølge BT har Brøndby budt 4,5 millioner kroner på georgiske Saba Lobjanidze, der spiller i Randers FC. Kronjyderne skulle dog have afvist budet og ønsker 7,5 millioner kroner for kantspilleren, der i sidste sæson scorede otte mål i Superligaen. Randers har – som BT skriver – tidligere meldt ud, at man regner med at sælge georgieren på et tidspunkt for at tjene på et salg, og der meldes om stor interesse for spilleren. Til samme avis siger Saba Lobjanidze da også, at han ikke er afvisende over for tanken om et klubskifte.
”Jeg kan godt forestille mig at spille i en anden dansk klub. Det ville være fint for mig at blive i Danmark, for ligaen passer fint til mig. Der er en del interesse for mig fra andre klubber, men lige nu er jeg i Randers, og derfor vil jeg ikke tænke så meget på det,” siger han.
Men et klubskifte er dog ikke noget, offensivspilleren har tænkt sig at tvinge igennem over for ledelsen i Randers.
”Hvis jeg bliver i Randers, er det ikke noget problem, for jeg er stadig glad her.”
Randers’ træner Thomas Thomasberg vil – ikke overraskende – gerne beholde kantspilleren, da han er blandt holdets profiler.
”Hvis der er nogen, der byder nok for ham, så bliver han solgt. Hvis der ikke er det, så spiller han i Randers. (Hvis han bliver solgt)Så skal vi ud på markedet og se, hvad vi kan finde. Det er jo ikke sådan, at vi ikke internt har noget, der kan bruges, men det er i givet fald en stor profil, vi mister,” siger Thomas Thomasberg til BT.
Randers og Brøndby tørner samme i næste runde af Superligaen.