Bayern Münchens direktør Karl-Heinz Rummenigge mener, at lønningerne i flere europæiske topklubber er blevet vanvittige. Tyskeren peger på Antoine Griezmanns kontrakt i Barcelona som eksempel. 

Fodboldlønningerne er stukket af, og det er ikke en god ting. Det mener Karl-Heinz Rummenigge, der i et interview med Bild fortæller om sit syn på transfermarkedet og økonomien i fodboldverdenen. 

”Markedet har forandret sig totalt. Det, der bekymrer mig, er ikke transferbeløbene: 100 eller 120 millioner euro er ikke længere spektakulært. Jeg er meget mere bekymret over de lønninger, der bliver betalt – særligt i Spanien, England og Italien. Trenden går hen imod at betale nettoløn. Vi må være forsigtige med ikke at destabilisere vores lønstruktur. Dimensionerne er enorme,” pointerer den 63-årige tysker. 

Karl-Heinz Rummenigge nævner Barcelonas køb af Antoine Griezmann som eksempel. Den franske angriber kommer angiveligt til at tjene omkring 126 millioner kroner netto i årsløn i den spanske klub. En lønsum, der er med til at skævvride markedet, mener han. 

”Alt dette skal ganges med to, da klubben også er ansvarlig for at betale skatter. Bayern München kommer ikke til at deltage de her skøre ting,” siger han til Bild.

Ifølge Teutonic Media, skriver Marca, så tjener Bayernspillere som Robert Lewandowski, Thomas Müller og Manuel Neuer omkring 110 millioner kroner om året i bruttoløn, og de tre er sydtyskernes højest betalte spillere. Det vil sige under halvdelen af, hvad Griezmann tjener brutto i Barcelona. Karl-Heinz Rummenigge fortæller, at klubbens strategi fortsat vil være at satse på et stærkt ungdomsakademi. 

”I fremtiden vil positionerne som nummer 17,18, 19 og 20 være taget af unge spillere, som ikke koster så mange penge og som modtager normale lønninger. Så skal vi finde frem til en eller to af disse spillere hvert år, som har evnerne til at fortsætte på førsteholdet. Det bliver en interessant opgave.”

Bayern München har foreløbig brugt cirka 600 millioner kroner på Lucas Hernandez, der er kommet til fra Atletico Madrid i dette transfervindue, så helt færdige med at bruge penge er klubben dog ikke ligefrem.