Chelsea vil intensivere deres jagt på Dortmunds amerikanske midtbanespiller, Christian Pulisic, såfremt Willian forlader klubben denne sommer. Det skriver London Evening Standard.
Borussia Dortmund er villige til at indkassere penge for den amerikanske landsholdsspiller, men der er dog et lille men. De ønsker nemlig at få i omegnen af £60 millioner for Pulisic.
Chelsea har kun hentet Jorginho og Robert Green ind denne sommer, og den nye træner, Maurizio Sarri, er fast besluttet på at hente nye ansigter til truppen før sæsonstart.
Sarri vil give klubbens offensiv et løft, og i den forbindelse vil han gerne lave en genforening med Juventus-angriber, Gonzalo Higuaín.
Premier League-klubben skal muligvis også på udkig efter at forstærke deres højre side af offensiven. William bliver nemlig konstant kædet væk fra Stamford Bridge.
The Blues har afvist tre bud fra Barcelona på den brasilianske landsholdsspiller, før den spanske klub til slut opgav jagten.
Real Madrid er dog den næste store bejler til den 29-årige Willian, som gerne vil væk fra London.