Napoli har ikke fået en imponerende start på sæsonen, og efter gårsdagens 1-1-resultat mod Salzburg i Champions League, går der rygter om, at træner Ancelotti enten bliver fyret eller siger op.
Napoli har 11 point op til Juventus på førstepladsen i Serie A efter 11 kampe. En realitet, der ikke lever op til ambitionerne hos den syditalienske klub. I går måtte Napoli så nøjes med uafgjort i gruppespillet i Champions League, hvor holdet spillede 1-1 med Salzburg på hjemmebane. Nu forlyder det i en række italienske medier, at træner Carlo Ancelotti kan være på vej til en fyreseddel, hvis ikke han selv vælger at sige sit job op.
Som Football Italia skriver, havde klubben planlagt en særlig træningslejr i sidste uge op til weekendens kamp mod Genoa. Men spillertruppen havde efter sigende valgt at afbryde træningslejren for at tage tilbage til deres hjem i Napoli som protest. Carlo Ancelotti skulle angiveligt have bakket spillerne op, da den tidligere Real Madrid-træner anså det for at være en forkert beslutning at tage på en særlig træningslejr.
Ancelottis holdning samt den ikke imponerende start på sæsonen for klubben skulle have medført en konflikt mellem klubpræsident Aurelio De Laurentiis, spillertruppen og træneren. La Gazetta dello Sport skriver, at Ancelotti er klar til at sige sit job op, mens Sport Mediaset tror, at klubpræsidenten fyrer træneren – måske allerede i dag.
Carlo Ancelotti har afvist at udtale sig om situationen til de italienske medier. Den 60-årige italiener har været træner i Napoli siden sommeren 2018. I hans første sæson ved roret for den ambitiøse klub blev det til en andenplads i Serie A. Napoli har i flere år været førsteudfordreren til suveræne Juventus, der har vundet mesterskabet de seneste otte år i Italien. Napoli er blevet mestre to gange i historien – i 1987 og 1990 – begge gange med Diego Maradona på holdet.