Federico Santander var manden, der sikrede FC Københavns kvalifikation til gruppespillet i Champions League, da han udlignede til 1-1 i returkampen mod APOEL Nicosia.
Der var dog en del snak og spekulationer efter målet, om Federico Santander sparkede den inden om keeperen med vilje fra den skarpe vinkel, fordi det var ikke det mest oplagte at gøre i situationen.
Nu fortæller Federico Santander ærligt, at det var ikke med vilje, da han scorede på Cypern, og han undrede sig bagefter, hvordan bolden fik retning mod målet.
– Alle spørger ind til det og undrer sig, og jeg kan kun svare med sandheden – det skulle have været en aflevering. Jeg kan ikke forstå, hvordan bolden tog den vinkel og gik ind til sidst, siger Federico Santander til FCK TV.
Du kan få genopfrisket Santanders mål herunder.
Federico Santander Goal HD – APOEL 1-1 Copenhague 24.08.2016 https://t.co/2qdhP67QCE
— Sport TV (@sporttv21) 7. september 2016
Selvom den 25-årige angriber sikrede FC København kvalifikation, så har han endnu ikke scoret i den danske Superliga i denne sæson, men Ståle Solbakken forsikrer om, at han er førstevalg til angrebet i FC København.
– Santander er nummer et. Han er the main man. Han kan bruges som opspilspunkt, første presspiller og kreatør. Han har hele pakken. Han scorer ikke mål lige nu, men det gjorde han heller ikke på samme tidspunkt sidste år, har Solbakken udtalt til bold.dk.
Federico Santander har inden tiden i FC København spillet i Paraguay, hvor han tørnede ud for klubben Guaraní. I sidste sæson lavede han 20 mål i alle turneringer for FCK, og 14 af disse kom i Superligaen, hvor han kom på en delt tredjeplads.