Chelseas karismatiske træner, Maurizio Sarri, fortæller, at Olivier Giroud ikke forlader London-klubben til sommer. Det på trods af, at den franske VM-vinder har ytret sig negativt om den manglende spilletid.

Maurizio Sarri Chelsea
Foto: Shaun Botterill/Getty Images

Sarri kunne efter avancementet i Europa League efter sejren i kvartfinalen mod tjekkiske Slavia Prag fortælle, at Chelsea har en klausul om et års forlængelse af Olivier Girouds kontrakt, som de kan aktivere.

Giroud, som er topscorer i Europa League med 11 mål, har før sagt, at han søger nye græsgange til sommer. Han vil prøve noget nyt, eller blive i Chelsea under betingelse af, at han får en mere vigtig rolle.

Efter 4-3-sejren på Stamford Bridge, sagde Sarri – ifølge den engelske avis, The Telegraph – dog noget helt andet.

LÆS OGSÅ: Tidlig Juventus-exit for Ronaldo? Nu svarer han selv på rygterne

“Han er sikker på at blive i klubben. Vi har en option, der gør, at han kan blive i en sæson til.

Jeg talte med klubben for to dage siden (i tirsdags, red.), og vi har besluttet os. Vi vil gerne benytte os af optionen. Så han bliver.”

Med en transferkarantæne i vente, bliver Chelsea nødt til at tænke sig ekstra godt om, når der i fremtiden tikker tilbud ind på deres spillere.