Juventus-træner Maurizio Sarri mener ikke, at klubben står i en optimal situation, da seks spillere i truppen må udelades fra Champions League. Om Paolo Dybala bliver solgt, er han ikke herre over, siger han. 

Juventus’ nye træner mener ikke, at hans klub står i en optimal situation med hensyn til at få styr på truppen til den nye sæson. Og så mener den 60-årige italiener ikke, at det altid holder vand, hvad de skriver i aviserne om hans præferencer på transfermarkedet. Det fortalte han på et pressemøde i Stockholm efter Juventus havde spillet træningskamp mod Atletico Madrid. 

”Nogle gange bliver jeg virkelig forbløffet, når jeg læser aviser. De skriver om Sarris valg, Paratics valg(Juventus’ sportsdirektør) Har I set på vores trup? Vi skal skære seks spillere fra truppen for at leve op til kravene for Champions League. Det har jeg ikke læst om nogen steder. Ellers kan vores valg se vanvittige ud,” sagde han efter kampen, som hans mandskab tabte med 2-1 til spanierne. 

Trupsituationen skal løses, og det handler ikke kun om trænerens beslutninger eller klubbens beslutninger, siger Sarri. Paolo Dybala er en af de spillere, der rygtes væk fra Juventus i øjeblikket. Både Manchester United og Tottenham har været inde i billedet, men efter sigende har argentinerens lønkrav stået i vejen for et skifte til en af de to engelske klubber. Maurizio Sarri fortæller, at offensivspilleren kun har deltaget i to træningspas, så hans situation er stadig svær at evaluere. 

”Han er ikke på toppen endnu rent fysisk, så det påvirker også, hvad han kan gøre i rollen som falsk 9’er. Men han har kompetencerne til at spille på den plads. Som jeg har sagt før, kan jeg tale alt, det jeg vil med Dybala, men transfermarkedet bevæger sig i en bestemt retning, og min mening tæller intet. Vi skal af med seks spillere, og sådan er det,” siger Juventus-træneren og gør opmærksom på, at klubben kun har en enkelt spiller i truppen, som er af egen avl, hvilket tvinger klubben til at træffe beslutninger på transfermarkedet, som man helst vil undgå. 

EB.dk

Her finder du de mest populære Ekstra Bladet nyheder og breaking nyt. EB.dk er altid først med de bedste historier fra indland og udland. Alt fra 112 nyt til sport og gossip.