Af Emil Plovgaard
Den tidligere Manchester United-spiller, Paul Scholes, mener, at Manchester United bør sætte alt ind for at hente både Luka Modric og Toni Kroos i januars transfervindue.
The Red Devils kædes traditionen tro sammen med en masse spillere i de følgende par uger, i og med, at transfervinduet midt i sæsonen åbnede i går, mandag.
José Mourinho vil gerne forstærke truppen på Old Trafford, da Manchester United i øjeblikket sakker bagud i kampen om Premier League-titlen. Dertil er rivalerne fra Mancester City i øjeblikket simpethen for stærke. Der kom dog håb i går, da Manchester United slog Everton med 2-0 på Goodison Park, mens City smed point ude mod Crystal Palace.
Manchester United havde relativt travlt i sommerens transfervindue, hvor man hentede spillere som Victor Lindelöf, Romelu Lukaku og Nemanja Matic til Theatre of Dreams.
Marca: Her er de 10 bedste spillere i 2017
I et interview med det engelske medie, BT Sport lørdag aften, udtalte Scholes således:
”Paul Pogba er ikke den type spiller, som egenhændigt kan få et hold til at vinde. Det kan spillere som Luka Modric eller Toni Kroos.”
”Pogba opfordres til at udfylde den rolle, men det er ikke hans bedste rolle, synes jeg.”
Manchester United forbereder sig i øjeblikket på FA Cuppens tredje runde, hvor de fredag aften skal tage imod Derby County på Old Trafford.
Det ser ud til, at ”De Røde Djævle” forbedrer sidste sæsons placering. Sidste sæson bød nemlig på en noget skuffende sjetteplads. Denne sæson er man placeret i den helt øverste top af Premier League, i det der er José Mourinhos anden sæson i spidsen for klubben.
Det er dog stadig et tvivlsspørgsmål, hvorvidt Manchester United bruger løs af pengepungen denne måned eller om man venter til sommerens transfervindue, hvor man har større chance for at kunne konkurrere med Manchester City.