Marvin Schwäbe er netop blevet hentet til Brøndby fra Hoffenheim. Han er nu allerede ude med store roser til Brøndbys fans. 

(Photo by Matthias Hangst/Bongarts/Getty Images)

Den 23-årige keeper fortæller til klubbens hjemmeside, at han har fulgt med i flere af klubbens kampe i sæsonen. Derudover er han imponeret over opbakningen fra klubbens fans.

“Jeg har set flere af kampene i mesterskabsspillet på video og var inde og se pokalfinalen mod Silkeborg. Jeg var imponeret over den opbakning, som fansene leverede. Jeg glæder mig til at spille for dem”, siger Schwäbe til Brøndbys hjemmeside.

Den tyske målmand er derudover glad for, at han får tyske holdkammerater.

“Da interessen fra Brøndby IF blev konkret, vidste jeg hurtigt, at jeg gerne ville hertil. Hany Mukhtar kender jeg fra det tyske U21-landshold, og så har jeg skrevet lidt sammen med Anthony Jung”, siger Schwäbe og fortsætter.

“De har talt positivt om klubben, og jeg er sikker på, jeg falder hurtigt til her. Der er nogle andre tyske spillere og en tysk træner, så det hjælper selvfølgelig. ”

Troels Bæk er meget glad for forstærkningen

“Vi har i Brøndby IF historie med at udvikle dygtige målmænd, der kommer som store talenter og løfter deres spil til helt nyt niveau, mens de er i klubben.”

“Marvin er, som Frederik Rønnow og Lukas Hradecky var det, et stort målmandstalent, der er klar til at spille med i toppen af ligaen, og han har set, hvor store skridt man kan tage i sin udvikling som målmand i Brøndby IF”, siger Troels Bech til klubbens hjemmeside og fortsætter.

“Vi har hele sæsonen vidst, at Frederik skulle videre til en større liga i dette transfervindue, så vi har haft god tid til at forberede os og gøre arbejdet om hans afløser så grundigt som muligt. Jeg er glad for, at det har været muligt at blive enig med Marvin om, at hans fremtid ligger i Brøndby IF.”