Landsholdet fik søndag en tiltrængt sejr mod Armenien, og efter kampen fejrede man det på en noget besynderlig måde, da man samlede sig i en rundkreds, ligesom Brøndby også har gjort det i starten af sæsonen.
Åge Hareide stillede sig i midten og gav først et par rosende ord til spillerne ovenpå 1-0-sejren, og derefter begyndte alle spillerne samt Hareide selv at banke sig selv på brystet i takt med hinanden.
Simon Kjær, der netop er blevet valgt som anfører, er manden bag optrinnet, og han forklarer ifølge BT, at det er en scene fra Wolf of Wall Street, der har inspireret ham til det, og så har han blandet noget vikinge-vildskab ind i det.
– Det handler om sammenhold. Jeg er ikke den bedste peptalker. Jeg har svært ved at stille mig op og råbe og skrige foran en gruppe, så det var en alternativ måde at gøre det på, siger Kjær ifølge BT.
– Idéen er at få noget humør på og pulsen op. Det er noget man gør sammen, og det er meget, meget vigtigt, at vi får skabt en stemning om, at alt, hvad der skal til, kommer fra den gruppe. Det giver humør og sammenhold. Det er vigtigt, at folk kommer godt ud af det med hinanden, og jeg synes, det fungerede meget godt.
Du kan se eller gense landsholdets nye ritual ved at klikke her.
Danmark vandt kampen på et mål af Christian Eriksen, der sikkert sparkede en lækker hælaflevering fra Viktor Fischer ind i første halvleg. Selvom Eriksen senere hen brændte et straffespark endte Danmark alligevel med at vinde kampen 1-0.