Ole Gunnar Solskjær, som også af mange bliver kaldt for “Babyfjæs”, må næsten have haft nerverne uden på tøjet, da han i går, torsdag, vendte tilbage til sin hjerteklub for første gang i otte år.
af: Emil Plovgaard
Ole Gunnar Solskjær har fået ansvaret for en af verdens største klubber – dog kun for en midlertidig stund.
Manchester United er i øjeblikket på sjettepladsen i Premier League, og der er langt op til den plads, som udløser kvalifikation til Champions League-fodbold i næste sæson.
Ed Woodward og den øvrige ledelse sætter dog deres lid til nordmandens evner som træner. Solskjær har haft ansvaret for Moldes førstehold i en lang årrække, og han har konsolideret klubben i toppen af den øverste, norske række.
“Babyfjæs” er dermed ikke helt uden erfaring, og man skal nok ikke undervurdere ham. Der er dog nok også en grund til, at kontrakten ikke er af permanent støbning.
Gav chokolade til receptionisten på første arbejdsdag
En ting, som Ole Gunnar Solskjær dog alligevel må tilskrives, er hans lune. Torsdag klokken 7.55 mødte han ind på Manchester Uniteds træningsanlæg i Carrington. Og her overraskede han receptionisten, Kath, som har været ansat siden 1967, med en æske norsk chokolade.
De fleste Manchester United-fans vil formentlig glæde sig til at se den 45-årige nordmand på sidelinjen, når opgøret mod Cardiff fløjtes i gang lørdag.
Solskjær er en sand helt for De Røde Djævle. I 1999 vandt han “The Treble” med klubben, som havde blandt andre Peter Schmeichel i truppen.
En treble bliver det dog nok næppe til i indeværende sæson. I første omgang skal Solskjær forsøge at rette op på noget af det rod, Mourinho fik skabt i sin sidste tid.
[yop_poll id=6]