Igennem længere tid har Liverpool været i besiddelse af én af de allerfarligste fronttrioer i form af Salah, Mané og Firmino. Men en ny stjerne bliver sat i forbindelse med Merseyside-klubben.
Af Anders Lang Jensen
Det kan godt være, at transfervinduet er lukket, men rygtebørsen lever videre i bedste velgående. Senest har italienske La Republicca sendt Lorenzo Insigne til Liverpool i noget, der lyder som en tvivlsom historie.
Mandagens udgave af den italienske avis skriver, at Liverpool såvel som Insignes agent, Mino Raiola, er begyndt at forberede sig til sommerens transfervindue.
Derfor skulle The Reds have budt i omegnen af €70 millioner på den lille kantspiller dog uden at tage direkte kontakt klub til klub til Napoli. I stedet skulle spillerens far have ageret mellemmand, men uanset hvem buddet kom fra, lyder der er klokkeklart nej fra Napoli-præsidenten Aurelio De Laurentiis.
Den excentriske rigmand forlanger 150 millioner euro for Insigne, da den 27-årige italiener har kontrakt med den syditalienske klub frem til 2022. Dette er naturligvis en pris englænderne ikke vil betale, men forhandlingerne skal altid starte et sted og derfra gå nedad.
Denne sæson har Insigne scoret otte mål og lavet fem assists for Carlo Ancelottis mandskab i Serie A. Igennem de seneste mange sæsoner har italieneren været en kæmpemæssig stjerne på Napoli-mandskabet, og spørgsmålet er, om det ikke snart er på tide med et skifte til en anden storklub i Europa.