Thomas Müller er en tysk, professionel fodboldspiller. Han spiller for FC Bayern München og på det tyske landshold.
Thomas Müller er en aldeles alsidig spiller, og han kan spille på både midtbanen og i angrebet.
Müller er et produkt af FC Bayern Münchens ungdomsakademi. Han fik sit gennembrud på førsteholdet i 2009/10-sæsonen under Louis van Gaals styre. Han spillede næsten alle kampe i den sæson, hvor klubben vandt den hjemlige ’The Double. Derudover rakte præstationerne også til en plads i Champions League-finalen.
Müller scorede 23 mål i 2012/13-sæsonen, hvor FC Bayern München vandt ’The Treble’ i form af Bundesligaen, DFB Pokal og Champions League.
Thomas Müller blev for første gang udtaget til det tyske landshold i 2010. Ved VM i Sydafrika i 2010, scorede han fem mål i seks optrædener for Die Mannschaft, som sluttede på en bronzeplads. Han blev kåret til den bedste unge spiller i turneringen og vandt derudover den gyldne støvle med fem mål og tre oplæg.
I 2014 kårede den engelske avis, The Guardian, ham til at være den 5. bedste spiller i hele verden.
Thomas Müllers klubhistorie
Tidlige karriere
Thomas Müller voksede op med at spille fodbold i den lokale klub, TSV Pähl. Da han var 10 år gammel, i 2000, rev han dog teltpløkkerne op og rykkede 50 kilometer sydpå, hvor FC Bayern München er placeret. Her spillede han for en række ungdomshold, før det var på tide at rykke op på førsteholdet.
FC Bayern München
Han fik debut på FC Bayern Münchens førstehold, da han blev skiftet ind til de sidste ti minutter i en kamp mod HSV den 15. august 2008.
På trods af, at hovedpersonen selv ikke syntes, det gik særlig godt, så fik han yderligere tre optrædener i løbet af den sæson.
Han fik ligeså debut i Champions League den 10. marts 2009, da han blev skiftet ind i anden halvleg i 7-1-sejren mod Sporting Lissabon. Han scorede Bayerns sidste og syvende mål. Bayern gik videre med sammenlagt 7-1.
I februar 2009 skrev han under på sin første professionelle kontrakt med FC Bayern München. Kontrakten skulle gælde for de kommende to år.
Bliver fast mand på førsteholdet
Forud for 2009/10-sæsonen var Thomas Müller fast indstillet på, at han skulle lejes ud til en anden klub, for at få noget spilletid i benene. Men da Louis van Gaal kom til, ændrede ordlyden sig, og han besluttede sig for at gøre ham og Holger Badstuber til mere eller mindre faste startere.
På to kampe i september 2009 scorede han fire mål. Det skete i kampene mod Borussia Dortmund og Maccabi Haifa. Den selvsamme måned blev han kåret til månedens spiller i Bundesligaen.
Efter kampen mod Maccabi Haifa, blev Thomas Müller fast mand i startopstillingen i resten af den sæson.
I februar 2010 skrev han endnu en gang under på en ny kontrakt med FC Bayern München. Denne ville løbe frem til 2013.
Første hattrick i karrieren
Han sikrede det tyske mesterskab for FC Bayern München, da han scorede karrierens første hattrick i 3-1-sejren mod Bochum. Han sluttede sæsonen af med 34 kampe, 13 mål og 11 oplæg.
Da Müller vendte tilbage fra VM i Sydafrika i 2010, skrev han under på en ny kontrakt med klubben, så han kunne blive i klubben frem til 2015.
2010/11-sæsonen blev ingenlunde succesfuld for den tyske klub. På trods af personlig succes for Müller, som scorede 19 mål i alle turneringer, endte Bayern på en tredjeplads i ligaen, blev slået i semifinalen i pokalturneringen, og røg allerede ud i ottendedelsfinalen i Champions League til Inter Milan.
2012/13-sæsonen blev en rigtig lækkerbisken for Thomas Müllers vedkommende. FC Bayern München vandt både Bundesligaen, DFB Pokalen og Champions League-trofæer i én og samme sæson. For Müller blev der tale om hans mest målrige sæson indtil videre.
I sommeren 2014 skrev Thomas Müller under på en ny kontrakt med Die Roten.
2016/17-sæsonen blev en sæson til glemmebogen for Thomas Müller. Fem mål i 29 Bundesliga-kampe var ikke noget værd at skrive hjem om. Tyske fodboldeksperter, såsom Lothar Matthäus, beskyldte træner Carlo Ancelotti for den manglende kynisme foran målet. Den tyske landsholdsspiller blev sparet i de vigtigste kampe i både europæiske kampe og i Bundesligaen.
Den 15. december 2018 spillede Thomas Müller sin Bundesliga-kamp nummer 300 i en kamp mod Hannover 96.
Thomas Müllers landsholdskarriere
I november 2009 blev Thomas Müller udtaget til det tyske landshold for første gang i en venskabskamp mod Elfenbenskysten.
Müller blev udtaget til VM i Sydafrika i 2010, sammen med syv andre spillere fra FC Bayern München.
Han scorede sit første landsholdsmål i 4-0-sejren over Australien. Han spillede med i alle gruppespilskampe i Gruppe D, som tyskerne vandt.
Han scorede i bronzekampen mod Uruguay, som tyskerne til sidst vandt med 3-2. Med fem mål ved VM-slutrunden, sluttede Müller af som delt topscorer. Han blev tildelt den gyldne støvle for sine fem mål og tre oplæg.
Müller blev også udtaget til EM i Polen og Ukraine i 2012, hvor Tyskland blev slået ud af Italien i semifinalen.
Ved VM i 2014, var han afgørende for Tysklands succes, med sine fem mål. Han scorede hattrick i 4-0-sejren over Portugal. Tyskerne vandt finalen mod Argentina med 1-0, takket være et mål af Mario Götze i den forlængede spilletid.
Müller havde ikke noget godt EM i 2016. Han scorede ikke et eneste mål for Die Mannschaft, og tyskerne måtte noget skuffende se sig selv blive slået af franskmændene i semifinalen.
Heller ikke VM i 2018 blev noget at råbe hurra for, for Thomas Müller scorede endnu en gang ikke et eneste mål. Tyskerne røg ud allerede i gruppespillet, i en gruppe, der bestod af Mexico, Sverige og Sydkorea.