OB har i denne uge fået besøg af en profil, der er noget anderledes end de spillere, man er vant til at se rende rundt og træne i Ådalen.
Klubben har i disse dage nemlig besøg af den tidligere Monaco og Dynamo Kiev-spiller, Lukman Haruna.
Den på papiret meget interessante spiller er i øjeblikket klubløs, og den 26-årige nigerianer håber, hans besøg får vakt interessen hos fynboerne.
Som ung blev han spået en stor karriere, da han gjorde sig bemærket i først Monaco og sidenhen hos ukrainske Dynamo Kiev. Karrieren er dog aldrig for alvor taget fart, og han spillede senest en betydende kamp i sommeren 2016.
Den 26-årige midtbanespiller har otte kampe for det nigerianske A-landshold på CV’et. Han kan ligeledes prale af at have spillet overfor Lionel Messi ved VM 2010, hvor hans hjemland tabte 1-0 til Messis ditto.
OB meddeler, at Haruna træner med hos striberne frem til næste mandags reservekamp mod FCK.