El Clasico. Opgøret vi alle venter på. En kamp, der betyder meget mere end blot de almindelige tre point. Et derby, som symboliserer kampen mod diktator Francos gamle hold, Real Madrid, og en klub fra Catalonien, der kæmper for løsrivelse af Spanien og selvstændighed.
Som så ofte før ligner de to hold storfavoritter til La Liga-trofæet i denne sæson. Det spanske fodboldforbund har netop bekræftet, hvornår det første betydningsfulde derby i denne sæson mellem de to hold skal spilles.
Kampen finder sted i starten af december, nærmere bestemt lørdag den 3. december klokken 15.15.
Kampen kan meget vel få stor betydning i forhold til, hvem der kommer til at løbe med guldet i denne sæson, og det bliver formentligt – som altid – en underholdende kamp med mål og dramatik.
De to klubber er sammen med Athletic Bilbao de eneste klubber, der aldrig er rykket ned fra den bedste spanske række.