Stig Tøfting er i Ekstra Bladet ude med hård kritik af Brøndbys tyske træner, Alexander Zorniger.
Brøndby har ikke fået den mest optimale start på denne sæson, og i samme uge er det blevet til nederlag mod Esbjerg og Genk.
Det har fået Stig Tøfting til at lange gevaldigt ud efter den tidligere Leipzig-træner.
– Har Alexander Zorniger fået roterende fis i kasketten? Nej, det har han selvfølgelig ikke, men jeg undrer mig alligevel over tyskeren – og den måde, han roterer sine spillere på.
– De flyver ud og ind af holdet – og ændringerne fra kamp til kamp er store. Også for store. Fire-fem-seks ændringer har ikke været noget særsyn, og senest i kampen mod Genk var der også fem ændringer i forhold til kampen mod Esbjerg.
– Superliga-starten har været haltende, og inden Esbjerg-kampen sad jeg med en klar fornemmelse af, at Brøndby havde fået flere point, end de havde fortjent, siger Stig Tøfting, mens han samtidig langer ud efter Zorniger, fordi han stadig er mukken efter salget af midtbaneprofilen Christian Nørgaard:
– At Zorniger stadig mukker over, at Christian Nørgaard blev solgt, er også helt ude i hampen. Sådan er gamet i Danmark.
– Her bliver spillere solgt til udlandet, når tilbuddet er godt nok – og det burde tyskeren også vide efter så lang tid i Superligaen, selvom han først føler det på egen krop nu, hvor succesen gør, at Brøndbys spillere er interessante, slutter Tøffe.