Selv om der er kommet stor kritik af La Ligas planer om at flytte visse kampe over Atlanten til USA, så skriver flere spanske medier, at den første La Liga-kamp i USA er besluttet.
La Liga har allerede besluttet, hvilken kamp, der skal spilles i USA i denne sæson. Det bliver Girona mod Barcelona i 21. runde. Ifølge Cadena SER, så har forbundschefen, Javier Tebas, foreslået dette til Girona, og forventer respons inden for de kommende dage.
Det catalanske derby skriver dermed historie, da det bliver den første kamp i La Liga, der foregår i USA, og ikke som vanligt i Spanien.
Allerede nu: Store udfordringer
Både Girona og Barcelona kan få svært ved at spille kampen i USA, der efter planen skal foregå den 27. januar 2019.
Der er nemlig ⅛-finale i Copa del Rey den 23. og 30. januar, og derimellem skal så lægges en rejse over atlanten.
Money speaks, sagde en vis mand engang. Og ja, pengene taler, men hvis både spillere og trænere, er imod forslaget om kampe i USA, så er det noget, der bør lyttes til.
I øvrigt er det også en nonchalant holdning at have til sæsonkortholdere i La Liga. Skal de nu lige pludselig til at bruge deres surt optjente penge på en rejse over Atlanten? Det kan I vist godt gøre bedre, La Liga.