Den unge midtbanespiller, Declan Rice, blev tirsdag kåret til årets unge fodboldspiller i Irland. Det sker blot en dag før det forventes, at han bliver udtaget til Englands landsholdstrup.

Declan Rice
Foto: Mike Hewitt/Getty Images

Den 20-årige Rice besluttede sig i sidste måned for at stille op for det engelske landshold. I forvejen havde han dog nået at få tre irske landskampe på sit cv.

”Da afstemningen startede, var Declan Rice stadig en irsk landsholdsspiller, og dermed kvalificerede sig han til kategorien ”årets unge fodboldspiller”, skriver det irske fodboldforbund i en pressemeddelelse.

”Declan Rice har sidenhen valgt at stille op for det engelske landshold. Det irske fodboldforbund har gennemført hans landsholdsskifte gennem FIFA-protokoller, og vi ønsker ham held og lykke i fremtiden,” står der endvidere.

Rice er født og opvokset i London, men han har irske bedsteforældre. Han anser sig selv som en blanding mellem irer og englænder, og i sidste uge blev hans skifte til The Three Lions så godkendt af det internationale fodboldforbund, FIFA.

Declan Rice har imponeret for West Ham i Premier League i denne sæson, og det forventes, at han indgår i den engelske landsholdstrup til kampene mod Tjekkiet og Montenegro. En trup, der bliver udtaget i morgen, onsdag.

Det irske fodboldforbund har bekræftet, at Rice ikke vil være at finde til søndagens ceremoni, hvor han bliver kåret som årets unge fodboldspiller i Irland.

I stedet er han formentlig afsted på landsholdsrejse sammen med sine engelske kolleger.