Søndag blev der spillet Premier League-kamp mellem Tottenham Hotspur og Liverpool FC. Værterne fra London vandt opgøret med hele 4-1.

(Photo by Stu Forster/Getty Images)

Det betyder, at Liverpool i øjeblikket befinder sig på en noget skuffende 9. plads i ligaen med kun 13 point efter ni kampe. I kontrast heraf, fører Manchester City den bedste engelske fodboldrække med 25 point efter ni kampe.

Foruden den skuffende ligaplacering, så er der også noget andet, som er en særdeles dårlig nyhed for alle Liverpool-fans. Holdets forsvar har simpelthen lukket 16 mål ind i ni kampe, og det er det højeste antal mål indkasseret siden 1964.

– Vi behøver ikke at snakke om top-4. Vi er nummer ni. Vi har den værste statistik siden 1964. Jeg kan ikke tro det. Vi er, hvor vi er, og vi fortjener det.

– Vi er nødt til at bevise, vi er bedre forsvarsspillere, end vi viste mod Tottenham, sagde den tyske Liverpool-træner Jürgen Klopp til nyhedsbureauet, AFP.

Det høje antal mål indkasseret irriterer Klopp, der godt ved, at der skal forbedringer til, og det spiller spørgsmålstegn til tyskerens evner på transfermarkedet. Især på grund af, at der i sommers var stor virak omkring Virgil van Dijk, der dog blev i Southampton.

Den dårlige statistik skyldes især tre kampe, mener Klopp.

– Vi har haft tre kampe med mange mål. Det drejer sig om 3-3 mod Watford, 0-5 mod City og 1-4 mod Tottenham. Det er i sig selv 12 mål, der er gået ind i de kampe. Det er sindssygt.

De mange indkasserede mål skyldes også en del personlige fejl i forsvaret. Eksempelvis klokkede Liverpool-stopperen Dejan Lovren godt og grundigt i spinaten ved Tottenhams mål til 2-0, og derfor blev han skiftet ud efter en halv time.

Med 4-1 sejren over Liverpool, er Tottenham nu placeret på en tredjeplads i den bedste engelske fodboldrække. De ligger a point med Manchester United. Begge hold har nemlig 20 point efter ni spillede runder.