Af Anders Lang Jensen
Netop i dag blev det offentliggjort, at Manchester City henter Benfica-keeperen Ederson for en rekordstor pris.
Men nu er Guardiola angiveligt atter på spil på det store transfermarked. Endnu en målmand skal hentes til truppen i den spanske managers øjne, og her er valget faldet på den rutinerede Pepe Reina. Det skriver avisen Express.
Den tidligere Liverpool-målmand rygtes kraftigt tilbage til Premier League, hvor oprykkede Newcastle angiveligt skulle være lune på den nuværende Napoli-keeper. Rafa Benitez står i spidsen for oprykkerne, og øjner en genforening med sin tidligere spanske keeper.
Men holdet fra Nordengland er altså ikke de eneste bejlere til Reina. Manchester City og co. jagter nu også den spanske målmand som supplement til netop dyrt indkøbte Ederson. Claudio Bravo ligner altså mere og mere fortid som målmand på Etihad Stadium, da han risikerer at dumpe helt ned som 3. valg i City-truppen.
Ledelsen i City vil angiveligt forsøge at lokke Reina væk fra tanken om at skifte til liga-rivalerne fra Newcastle for i stedet at tilslutte sig landsmanden Guardiola og hans projekt i Manchester-klubben.
Guardiola arbejdede sammen med Pepe Reina i deres tid i tyske FC Bayern München, og den stærke reserve tiltænkes nu en lignende rolle hos Guardiola i den stenrige klub på Etihad Stadium. Deres fælles fortid taler, ifølge avisen, for et skifte til Manchester-klubben.
Spørgsmålet er så, om den rutinerede spanske målmand hellere vil have fast spilletid eller en mere roterende rolle, hvis han ender med at skifte til Premier League hos enten Newcastle United eller Manchester City.