Lørdag var en god dag for de danske angribere rundt omkring i Europa. I går var nemlig den helt store testdag, og mange europæiske klubber spillede testkampe mod hinanden. Der var tur i den for flere af danskerne, der nettede mål ind for deres respektive klubber.
Fem danske angribere scorede mål rundt omkring i Europa, da de lørdag spillede testkampe for deres respektive klubber. Andreas Cornelius scorede lørdag hele 7 mål i en testkamp for sin nye italienske klub, Atalanta, da klubben fra Bergamo lørdag var på besøg hos schweiziske FC Steinach. En kamp, der i øvrigt endte hele 18-0.
Martin Braithwaite kom også på tavlen for sin nye engelske klub, Middlesbrough. Hjemmebanepublikummet kunne her glæde sig over, at det lykkedes den danske angriber at score det første mål af Middlesbroughs to mål i 2-1 sejren over Augsburg.
Et andet sted i England var der også tur i den for en anden dansk angriber. Her var Lasse Vibe i aktion for Brentford, og han stod for det ene mål. Englænderne vandt kampen 2-1 mod Celta Vigo. Foruden Lasse Vibe var også Henrik Dalsgaard og Andreas Bjelland med på banen for Brentford, mens Pione Sisto var eneste dansker i startopstillingen for gæsterne.
I Tyskland blev Viktor Fischer skiftet ind for Mainz i slutminutterne, og det skulle vise sig at blive en meget god idé. Han blev nemlig matchvinder mod engelske Newcastle, da han scorede det vindende mål til 2-1.
Matchvinder blev Nicolai Jørgensen også, da han scorede sejrsmålet til 1-0 for sin hollandske klub Feyenoord, der vandt over spanske Real Sociedad.