Den engelske legende John Terry er kendt for sine mange imponerende år hos Chelsea. Men tog så lige et enkelt år hos Aston Villa. Nu er forsvarsspilleren uden kontrakt og jagter en ny klub. Netop sådan én har nu angiveligt budt sig til.
Af Anders Lang Jensen
Ifølge avisen Daily Mirror vil Chelsea-legenden John Terry nemlig inden længe gennemgå et lægetjek i russiske Spartak Moskva.
John Terry var i mange sæsoner en af de vigtigste spillere på Chelseas holdkort, men sidste sommer valgte englænderen at forlade London-klubben, hvorefter han altså skrev kontrakt med Aston Villa fra den næstbedste engelske række.
Kontrakten med Championship-klubben varede dog kun et år, og den tidligere engelske landsholdskaptajn forlod derfor klubben ved udgangen af sæsonen.
Siden da har 37-årige Terry været sat i forbindelse med flere klubber, men i skrivende stund er han stadig fri på markedet.
Ifølge Daily Mirror kan det dog meget snart ændre sig. Avisen skriver, at englænderen inden længe vil gennemgå et lægetjek i russiske Spartak Moskva, der i sidste sæson endte på tredjepladsen i den hjemlige liga.
I Spartak er han udset til at erstatte Samuel Gigot, der er ude resten af sæsonen med en skade. Terry har aldrig tidligere optrådt for en klub uden for England.