Liverpools tyske manager Jürgen Klopp leverer flotte præstationer sammen med den engelske storklub, hvor holdet har mulighed for at vinde et sensationelt mesterskab i denne sæson.
Af Anders Lang Jensen
Jürgen Klopp er i fuld gang med at genskabe Liverpool, og det har kongeklubben Real Madrid fået øjnene op for.
I hvert fald ifølge mediet The Independent som skriver, at madrilenerne har en ønskeliste over nye managere, og her ligger Jürgen Klopp på en absolut førsteplads.
Real Madrid vil have en manager, som skal genskabe fordums styrke, og her har de altså udset sig den tyske træner.
På listen står også navne som Tottenhams Mauricio Pochettino og Juventus’ Massimiliano Allegri. Overraskende befinder også klubbens tidligere træner Jose Mourinho sig på listen. Blandt andet fordi han har et godt forhold til klubbens præsident Florentino Perez, lyder det.
Men i og med at Real Madrid vil have en træner, der kan skabe ‘glæde’, så virker Mourinho ikke som det bedste bud, skriver The Independent videre. Planen i klubben er at lade Santiago Solari styre klubben sæsonen ud og derefter investere kraftigt i truppen. Det lyder videre i blandt andre The Telegraph, at Jürgen Klopp vil afvise ethvert tilbud fra Real Madrid.
Real Madrid må i denne sæson se sig slået ud af samtlige turneringer. Seneste i denne uge hvor de røg ud af Champions League mod danskerklubben Ajax. Real Madrid ligger på en tredjeplads i La Liga med 12 point op til Barcelona på førstepladsen.