Harry Maguire vokser med opgaven som anfører i Manchester United, mener Aaron Wan-Bissaka, der ligesom englænderen kom til klubben i sommer.
Manchester United er inde i en god periode i Premier League efter holdet slog rivalerne fra City med 2-0 på hjemmebane – klubbens tredje sejr i de seneste fire kampe. Harry Maguire var et af Ole Gunnar Solskjærs dyre indkøb i sommer, og den engelske landsholdforsvarer har fundet sig godt til rette med hvervet som anfører. Det mener højrebacken Aaron Wan-Bissaka, der ligeledes blev hentet ind som forstærkning til bagkæden op til denne sæson.
”Anføreren har ét hovedjob: at være leder for holdet. Harry har taget rollen på sig, fordi det er, hvad han er god til, og han har gjort et godt stykke arbejde,” siger den 22-årige forsvarskollega i et interview med United Review.
Som Goal skriver, så har Aaron Wan-Bissaka også fået masser af ros for sine præstationer i denne sæson, men han siger selv, at hans makkerskab med Harry Maguire er en del af årsagen.
”Vi forbedrer os og vokser sammen. Det kan man se, når vi holder buret rent. Det er altid det vigtigste mål: ikke at få scoringer imod sig. Så er det nemmere for holdet at vinde.”
Wan-Bissaka mener, at kommunikationen mellem spillerne er blevet bedre, som sæsonen er skredet frem. Ole Gunnar Solskjær skifter jævnligt formation, og så er det vigtigt med god kommunikation, understreger venstrebacken.
”Jeg har ikke et foretrukket system. Men spiller vi med fem i bagkæden, giver det mig mulighed for at gå hyppigere med frem,” siger han til United Review.
I januar hentede Manchester United Bruno Fernandes som forstærkning til midtbanen. Portugiserens kreativitet har været af stor værdi for holdet, siger Wan-Bissaka.
”Han bringer mål og assists. Man kan se, hvordan folk spiller, når han er på banen. Han har selvtillid, er skarp og hurtig. Han løfter alle med sit spil.”
Politirapporten
Hold dig opdateret med seneste 112 nyheder fra hele Danmark. På Politirapporten finder du breaking nyt om alt krimi.