Den engelske angriber, Wayne Rooney, som pt. spiller for amerikanske DC United har i en podcast fortalt, at han synes, Lionel Messi er verdens bedste spiller. Det på trods af, at han spillede sammen med Cristiano Ronaldo i Manchester United fra 2004 til 2009.

Rooney Manchester United

Uden at tøve, svarede Wayne Rooney på, hvem han mente, er verdens bedste spiller. I podcasten Pardon My Take, blev han spurgt om, hvilken spiller han foretrak, og øjeblikkeligt svarede han ‘Messi’.

Den nye angriber for DC United spillede sammen med Ronaldo, som nu spiller i Juventus, hos Manchester United, hvor de to dannede et næsten perfekt partnerskab.

Fra 2004 til 2009 spillede de på samme hold. I den tid blev det til tre Premier League-titler, en Champions League-titel, en FA Cup-titel og en guldmedalje ved Klub-VM.

Alligevel mener Rooney, at Messi er den bedste spiller i fodboldens historie. Da han blev spurgt, hvorfor han foretrækker argentineren, lød svaret.

“Jeg tror, jeg har sagt det før, men de to er formentlig de to bedste spillere, verden nogensinde har set. I min optik er Messi den bedste.”

Både Ronaldo og Messi havde svært ved at finde samme gode form ved VM i Rusland, som de ellers leverede for deres respektive klubber i sidste sæson.

Ronaldo scorede hattrick mod Spanien, og sidenhen det kampvindende mål mod Marokko, men hans betydning blev efterhånden mindre og mindre, og Portugal røg ud til Uruguay i ⅛-delsfinalen.

For Argentinas vedkommende, lykkedes det dem lige akkurat at gå videre fra gruppespillet, men også for dem var endestationen ⅛-delsfinalen. Her røg de ud til de senere vindere fra Frankrig.

I den kommende sæson er det ikke sikkert, at Ronaldo og Messi står over for hinanden, som tilfældet ellers har været de seneste par år. Portugiseren er nemlig skiftet til Juventus fra Italien.