Real Madrid-træner Zinedine Zidane fortæller, at klubben er klar til den nye sæson med ny energi, og han glæder sig over, at de nye spillere kan være med i pre-season.

Der er bred enighed om, at den forgangne sæson var en stor skuffelse for Real Madrid. En trejdeplads i La Liga og et exit i 1/8-delsfinalerne i Champions League for en klub, der forinden havde vundet den europæiske klubturnering tre gange i træk, lugter ikke af succes. 

Derfor er klubben i fuld gang at tilføre nyt blod til spillertruppen, hvor navne som Eden Hazard, Luka Jovic, Eder Militao, Ferland Mendy og Rodrygo er kommet til. At så mange aftaler er faldet på plads relativt tidligt på sommeren, er helt bevidst, fortæller Zinedine Zidane. 

”Vi kommer til at have mulige slags spillere. Fra nye spillere, til de spillere , vi allerede har, samt de unge spillere, som kan bidrage med en masse til holdet i pre-season. Det har været vores plan at have nye spillere klar nu. Det er derfor, vi allerede har købt spillere, så de er klar og forberedte. Pre-season er meget vigtigt,” siger klubbens franske stjernetræner i et interview med Charlie Stilitano, der er formand for International Champions Cup – en træningsturnering, der foregår i slutningen af juli måned, hvor Real Madrid skal møde Bayern München, Arsenal og Atletico Madrid. 

”Det er vigtigt, at de nye spillere er med os fra dag ét. Så har mange af dem lige spillet kampe med deres landshold, og så har de omkring en måneds ferie, og derefter er de klar til at være sammen med os.”

Zinedine Zidane ser i det hele taget frem til den nye sæson, der gerne skal blive bedre end den netop overstående, hvor han undervejs blev hentet tilbage som træner i klubben, han otte måneder forinden havde sagt farvel til. 

”Det er en ny og vigtig sæson. Vi er tilbage med begejstring for at vinde igen.”