Den svenske angriber mener, at hvis han var kommet til USA for ti år siden, ville han kunne leve i Det Hvide Hus nu.
Zlatan Ibrahimovic er Zlatan Ibrahimovic. Det kan der ikke laves om på. Det er det, der har gjort ham til en af verdens mest berømte fodboldspillere henover de seneste tyve år. For svenskeren er altid garant for mål – og vanvittige udtalelser.
I LA Galaxys 3-1-sejr over Philadelphia Union, fortsatte Zlatan Ibrahimovic, som Zlatan Ibrahimovic gør. Efter kampens afslutning, fandt han vej til mixed zone, hvor journalister kan få udtalelser fra spillere.
Da han blev spurgt, om han selv føler, at han har ændret fodboldkulturen i USA, svarede den tidligere Barca- og PSG-angriber således:
– Jeg ved ikke, om den ændrer sig (kulturen, red.). Jeg gør bare mit arbejde.
Det relativt beskedne svar, blev dog senere fulgt op af:
– De er heldige, at jeg ikke kom for 10 år siden, for så ville jeg være præsident i dag.
Zlatan ville fungere som en fremragende modstander til den nuværende mand, som har nøglerne til Det Hvide Hus, Donald Trump. Det skal blive interessant at se, om den amerikanske præsident svarer igen på svenskerens pral, eller om han blot kategoriserer det som fake news.
Den svenske angriber scorede for LA Galaxy i kampen mod Philadelphia Union. Det gjorde Romain Alessandrini og Michael Ciani også. Ibrahimovic er nu oppe på 12 mål efter 15 runder af MLS.