Mario Balotellis agent, Mino Raiola, fortæller til en engelsk avis, at angriberen med al sandsynlighed skifter til en tyrkisk klub.
Af Emil Plovgaard
Det store evighedstalent og problembarn, Mario Balotelli, har aldrig rigtig indfriet de forventninger til ham, der har været.
De historier, der har været uden for banen, har ofte fyldt alt for meget, og Balotelli har aldrig kunnet kompensere for hans handlinger inde på banen.
I sidste sæson blev han lånt ud til AC Milan fra Liverpool, men her formåede italieneren kun at score et enkelt mål i 20 Serie A-kampe.
Nu er lejeaftalen udløbet, og Balo er vendt tilbage til Liverpool.
Balos agent, Mino Raiola, kan dog fortælle, at Mario Balotelli med al sandsynlighed ikke kommer til at forblive en spiller i den engelske traditionsklub.
Læs også: Mourinho giver United-spillerne en chance for at vise hvad de kan
Til den engelske avis, The Guardian, fortæller Raiola:
”Jeg tilbød Mario til Besiktas. Jeg har dog endnu ikke fået noget svar fra dem.
Jeg er sikker på, at handlen vil blive gennemført, for præsidenten har før forsikret mig om, at han ville gøre alt, for at hente ham.”
Avisen beretter ligeledes om, at også flere kinesiske klubber skulle være interesseret i Balotelli, og har henvendt sig til Liverpool.
Balotelli har været rundt omkring. Det hele startede for alvor i Inter, hvorefter han blev solgt videre til Manchester City.
I 2013 gik turen til AC Milan, hvor Mario for første gang i lang tid havde en kort opblomstring, og det blev til 26 mål i 43 kampe.
Gevaldigt formdyk
Liverpool viste interesse for Balo, men hans karriere tog et gevaldigt formdyk, da han kom til England igen.
Den italienske angriber formåede nemlig kun at score et enkelt mål i hele 16 kampe.
Bedre gik det ikke for ham, da han i sidste sæson var lånt til Milan. I 20 kampe scorede Mario kun ét mål.