Englands kaptajn, Wayne Rooney, håber, at England kan score et mål i begyndelsen af kampen mod Island.
Af Emil Plovgaard
Det engelske landshold har ikke formået at true modstandernes forsvar i EM-slutrunden hidtil, og til tider har holdet haft svært ved at få netmaskerne til at blafre, blandt andet i kampen mod Slovakiet, hvor man slet ikke kom på tavlen.
I netop kampen mod Slovakiet havde Roy Hodgson foretaget hele seks ændringer, og her startede kaptajn Rooney på bænken. Rooney er dog optimistisk på holdets vegne, og mener, at et mål tidligt i kampen mod Island kan sikre dem videre avancement.
På et pressemøde fortæller Rooney således:
”Hvis vi får et tidligt mål mod Island, så skal de frem ad banen, hvilket passer godt til os. Selvfølgelig afhænger det også af, hvordan det går for os på selve dagen, men vi har selv en følelse af, at vi er et godt hold, og at vi kan spille mod hold, der både prøver at forsvare og hold der prøver at angribe os.
Vi har domineret flere af kampene, og derfor har det sjældent lignet, at vi har tabt, men vi skal være sikre på, at vi udnytter vores chancer optimalt.”
Kampen bliver det blot tredje møde imellem de to lande – den seneste blev spillet i juni 2004. En kamp som endte hele 6-1 til England.
Læs også: West Ham har ikke opgivet angriber – Har lagt et bud på 385 millioner kr.